Så er der kun få timer tilbage af vores 3 ugers sommerferie og min efterhånden lange blogpause. Det er med blandede følelser jeg snart går til ro og ender ferien. De sidste par dage har jeg glædet mig rigtig meget til at komme tilbage på arbejde. Dels fordi jeg henover ferien ikke har holdt hel fri, men haft gang i en del projekter, som jeg nu glæder mig til at komme ind og følge til dørs og markere som færdige. Men men men, jeg glæder mig altså også til at være mig selv (Ahh hele 7 timer med kaffe i litervis, ingen afbrydelser, børn der råber og skændes). Jovist har jeg nydt at være sammen med børnene døgnet rundt, se dem hygge sig i poolen i Italien og bare være sammen med dem. Men for satan det er sku ikke ferie med afslapning til mor og far at have 4 børn og det misundelige blik faldt da også ofte på de andre forældre ved poolen, dem med store børn, som ikke krævede konstant opsyn, dem som rent faktisk kunne ligge i en solstol og SLAPPE AF på deres ferie og få branket kødet på hele kroppen. Jeg har da bestemt også fået farve, men jeg er også en af dem som ikke behøver opholde mig i solen ret længe før min hud bliver brun, men solen har kun ramt min krop der hvor den kunne komme til når jeg står op, da tiden i solen er gået med at være pool-vagt, som desperat forsøgte at finde frem til mine egne 4 krapyler i et mylder af børn, vandrutsjebaner og pools.
Ofte begrænsede vi de to mindste badeeventyr (det er ingen hemmelighed at de to, er de mest krævende) til et par timer om eftermiddagen og nogle gange en enkelt time om formiddagen, da K og J i poolen betød 4 sæt hænder til at holde styr på dem. Det er skønt for de store børn med en campingplads med mange rutsjebaner, men med 2 banditter på 1,5 år der ikke kender til de farer der kan være forbundet med at bade skal man være blæksprutte.
Klara var især meget modig (=frygtløs), der var ikke den vandrutsjebaner hun bare kastede sig nedad. Jonathan derimod var lidt af en kylling og det var først sidst på ferien han rigtig tøede op og bare ville "mere". Nanna og Jeppe skulle lige i gang og var lidt forsigtige i starten, hvor hovedet ikke måtte komme under vand, de skulle helst gribes når de rutsjede og hoppede ikke i vandet. Jeg skal dog love for det ændrede sig, men efter 14 dage med min. 4 timer i vandet om dagen, skal der jo også ske fremskridt.
Nu må jeg hellere komme i seng, vækkeuret ringer 5.30 i morgen. Men der kommer en massiv billedspam fra ferien en af de nærmeste dage, skal lige have sorteret den enorme mængde af billeder det bliver til på sådan en ferie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar