Det er ikke den helt store hemmelighed at Jonathans forkølelse har trukket tænder... Jeg fatter simpelthen ikke hvordan det er muligt at være snottet så længe, knægten må jo være blevet ramt af en eller anden hel ny form for næsten kronisk virus som kun rammer små drenge på 1 år bosat på Horsevang 11. Nu ser det dog endelig ud som om hans lille krop endelig har været i stand til at bekæmpe monstervirussen eller i hvert fald har fået reduceret antallet af vira betydeligt, men lidt snotnæse har han dog stadig, men det er fuldstændig ligegyldig, det eneste der betyder noget er at han er blevet GLAD IGEN. Hold nu op en befrielse ikke at have ham hængende på hoften hele tiden (det syntes min ryg også, var vist ved at blive lidt skæv).
Se han smiler og pjatter, jeg havde næsten glemt hvor fræk han kan være, please vig bort virus og bliv væk længe endnu.
Det lille hoved har dog ikke været sat helt på stand-by i sygdomsperiode eller også er det al den tætte kontakt til os med sprog der har gjort udfaldet, hans sprog har i hvert fald taget fart. Før snot sagde han kun nogle få ting som far, hej hej og mad, men jeg skal da lige love for det er ved at ændre sig. Det kommer det ene nye ord efter det andet ud af munden på ham (udenfor sammenhæng er de ikke helt til at forstå, altså ordene, men mor forstår dem selvfølgelig :) ) og han fanger rimelig hurtigt når vi siger noget. Sproget er blevet udvidet med ord som: boller, flyver, fødder, Jeppe, Nanna, kanin og ja så kan jeg selvfølgelig ikke lige huske flere (straffen for ikke skrive dem ned, men tænke at det kan jeg sagtens huske).
Udover det har det for undertegnet været en hård tid. Al Jonathans sygdom har sendt mig allerhelvedes meget bagud på arbejdet, men den manglende nattesøvn har gjort umuligt at samle tankerne om aftenen og få indhentet noget. Da det endelig lysnede skulle jeg så på kursus, bevares, det var et skide godt kursus, men vi var også bare mentalt på 7 timer i træk hver dag og så var der lektier oveni. Så glæden var stor i dag, da Søren igen varetog afleveringen af arvingerne og jeg kunne smutte af sted på cyklen kl. 6.30 og nyde bare at sidde uforstyrret på mit kontor og arbejde i helt til kl 14.30 uden at blive ringet hjem. Jeg er bare så overskudsagtig i dag, det var lige før jeg løb en tur, men så begyndte det at regne...
NU SKAL DET JO ikke kun handle om Jonathan og mig det hele, de 3 andre smuksakker skal også have lidt spalteplads (og hvis jeg kommer på noget spændende om Søren, så får I også det med). Det har jo nærmest været sommer et par dage og da Søren har været lidt naiv at lade børnene vide at han har købt is, starter hver eneste eftermiddag med det samme spørgsmål... Ja I har nok gættet det: må vi ikke få en is? og svaret er næsten altid det samme (altså nej), jeg fatter ikke de gider at blive ved. Derefter kommer næste daglige spørgsmål: Skal vi ikke have badebassinet op? og det skal vi så heller ikke (vi skal have sol og varme mere end en dag før jeg bruger en helvedes masse penge på at fylde bassinet), men jeg har overgivet mig og ladet dem lege med havevanderen.
Det er bare iskoldt det vand, jeg fatter slet ikke de kan holde det ud, så varmt har det altså heller ikke været
Det lykkedes kun lige at fange dem alle 4 samtidig i deres nye badetøj før de igen blev spredt i haven
Når der er + 20 grader opholder vi os så meget som muligt udenfor. Det er der flere grunde til, dels ELSKER jeg jo vores have og ville helst bare bo derude fra maj til oktober, så ud det skal vi altså. Derudover er der bare mange ting der er nemmere udenfor; færre ting at ødelægge, færre ting der kan rodes med, færre skænderier mellem børnene, de får brugt kroppen mere, får D-vitaminer og når vi spiser ude så gør det bare ingenting at de vælter vandglasset hver andet minut eller kaster mad på gulvet, det tager fuglene. Når været er til det hiver vi også badekarrene ud og klare dagens bad ude i haven til stor glæder for børnene
Hun er altså ikke sur, bare mester i at lave ansigter og spiller op til kameraet for derefter at stikke i et stor grin
Se lige det smil... det har ved gud været savnet
Dagen efter var det så et helt anden scenarie der udspillede sig, men det var stadig vand og det kan vist underholde de fleste børn. Så da himlen åbnede sig og vi lige var kommet gik vi da ikke ind igen, men plaskede i vandet
De 2 store var hurtige til at smide nogle af kludene og plaske i vandpytter, så vi opgav at holde de små tørre og lod dem plaske.
Lidt flere billeder fra pinsen følger nedenfor. Vi har bl.a. været en tur på legepladsen i Jeppes nye børnehave, så han lige kunne lære den at kende inden han starter d. 3. juni.
Så er legebørnene i gang på børnehavens legeplads
Klara er blevet så glad for at have hat på at hun nu selv tager den på uanset vejret. Jeg må vist hellere få fundet en frem som passer lidt bedre.
De kan vist ikke prale af, at de ligne hinanden
Klara er kommet i sko alderen, men det er jo også meget naturligt at har man kjole på, skal der jo hæle til, så os med naturligt knap så lange ben syner lidt højere. Se den har Klara fanget, klog tøs.
Denne skønne tøs får bare flere og flere fregner, det er spændende hvor mange hun ender med at få.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar