JUHUUU vores Jonathan er kommet tilbage

Det er ikke den helt store hemmelighed at Jonathans forkølelse har trukket tænder... Jeg fatter simpelthen ikke hvordan det er muligt at være snottet så længe, knægten må jo være blevet ramt af  en eller anden hel ny form for næsten kronisk virus som kun rammer små drenge på 1 år bosat på Horsevang 11. Nu ser det dog endelig ud som om hans lille krop endelig har været i stand til at bekæmpe monstervirussen eller i hvert fald har fået reduceret antallet af vira betydeligt, men lidt snotnæse har han dog stadig, men det er fuldstændig ligegyldig, det eneste der betyder noget er at han er blevet GLAD IGEN. Hold nu op en befrielse ikke at have ham hængende på hoften hele tiden (det syntes min ryg også, var vist ved at blive lidt skæv).

Se han smiler og pjatter, jeg havde næsten glemt hvor fræk han kan være, please vig bort virus og bliv væk længe endnu.

Det lille hoved har dog ikke været sat helt på stand-by i sygdomsperiode eller også er det al den tætte kontakt til os med sprog der har gjort udfaldet, hans sprog har i hvert fald taget fart. Før snot sagde han kun nogle få ting som far, hej hej og mad, men jeg skal da lige love for det er ved at ændre sig. Det kommer det ene nye ord efter det andet ud af munden på ham (udenfor sammenhæng er de ikke helt til at forstå, altså ordene, men mor forstår dem selvfølgelig :) ) og han fanger rimelig hurtigt når vi siger noget. Sproget er blevet udvidet med ord som: boller, flyver, fødder, Jeppe, Nanna, kanin og ja så kan jeg selvfølgelig ikke lige huske flere (straffen for ikke skrive dem ned, men tænke at det kan jeg sagtens huske).

 

Udover det har det for undertegnet været en hård tid. Al Jonathans sygdom har sendt mig allerhelvedes meget bagud på arbejdet, men den manglende nattesøvn har gjort umuligt at samle tankerne om aftenen og få indhentet noget. Da det endelig lysnede skulle jeg så på kursus, bevares, det var et skide godt kursus, men vi var også bare mentalt på 7 timer i træk hver dag og så var der lektier oveni. Så glæden var stor i dag, da Søren igen varetog afleveringen af arvingerne og jeg kunne smutte af sted på cyklen kl. 6.30 og nyde bare at sidde uforstyrret på mit kontor og arbejde i helt til kl 14.30 uden at blive ringet hjem. Jeg er bare så overskudsagtig i dag, det var lige før jeg løb en tur, men så begyndte det at regne...

 

NU SKAL DET JO ikke kun handle om Jonathan og mig det hele, de 3 andre smuksakker skal også have lidt spalteplads (og hvis jeg kommer på noget spændende om Søren, så får I også det med). Det har jo nærmest været sommer et par dage og da Søren har været lidt naiv at lade børnene vide at han har købt is, starter hver eneste eftermiddag med det samme spørgsmål... Ja I har nok gættet det: må vi ikke få en is? og svaret er næsten altid det samme (altså nej), jeg fatter ikke de gider at blive ved. Derefter kommer næste daglige spørgsmål: Skal vi ikke have badebassinet op? og det skal vi så heller ikke (vi skal have sol og varme mere end en dag før jeg bruger en helvedes masse penge på at fylde bassinet), men jeg har overgivet mig og ladet dem lege med havevanderen.

Det er bare iskoldt det vand, jeg fatter slet ikke de kan holde det ud, så varmt har det altså heller ikke været

Det lykkedes kun lige at fange dem alle 4 samtidig i deres nye badetøj før de igen blev spredt i haven

 

 

Når der er + 20 grader opholder vi os så meget som muligt udenfor. Det er der flere grunde til, dels ELSKER jeg jo vores have og ville helst bare bo derude fra maj til oktober, så ud det skal vi altså. Derudover er der bare mange ting der er nemmere udenfor; færre ting at ødelægge, færre ting der kan rodes med, færre skænderier mellem børnene, de får brugt kroppen mere, får D-vitaminer og når vi spiser ude så gør det bare ingenting at de vælter vandglasset hver andet minut eller kaster mad på gulvet, det tager fuglene. Når været er til det hiver vi også badekarrene ud og klare dagens bad ude i haven til stor glæder for børnene

Hun er altså ikke sur, bare mester i at lave ansigter og spiller op til kameraet for derefter at stikke i et stor grin

Se lige det smil... det har ved gud været savnet

 

Dagen efter var det så et helt anden scenarie der udspillede sig, men det var stadig vand og det kan vist underholde de fleste børn. Så da himlen åbnede sig og vi lige var kommet gik vi da ikke ind igen, men plaskede i vandet

 



De 2 store var hurtige til at smide nogle af kludene og plaske i vandpytter, så vi opgav at holde de små tørre og lod dem plaske.

 

 

Lidt flere billeder fra pinsen følger nedenfor. Vi har bl.a. været en tur på legepladsen i Jeppes nye børnehave, så han lige kunne lære den at kende inden han starter d. 3. juni.

 

 

Så er legebørnene i gang på børnehavens legeplads

Klara er blevet så glad for at have hat på at hun nu selv tager den på uanset vejret. Jeg må vist hellere få fundet en frem som passer lidt bedre.

 

De kan vist ikke prale af, at de ligne hinanden 

Klara er kommet i sko alderen, men det er jo også meget naturligt at har man kjole på, skal der jo hæle til, så os med naturligt knap så lange ben syner lidt højere. Se den har Klara fanget, klog tøs.

Denne skønne tøs får bare flere og flere fregner, det er spændende hvor mange hun ender med at få.



VERDENSMESTER I SNOT

Det må Jonathan simpelthen være. Aldrig i mit 6½ årige mor-liv har jeg set så meget snot hos ét enkelt barn og erindrer heller ikke jeg har set det før jeg blev mor (tror heller ikke jeg lagde mærke til det), det er simpelthen for vildt. Han har nu været mere eller mindre syg i 17 dage (arghhhh) - 17 DAGE - og han er da bestemt ikke helt ovre på den anden side endnu. Han havde nu bare været snottet og så ellers været som han plejer, så var det til at klare, men næ nej ikke Jonathan. Når jeg er tilstede vil han KUN hænge på mig, helst uafbrudt og hvis det så bare betød at han sad der ganske veltilfreds på hoften, så overlevede jeg nok, lidt skæv i ryggen vel og mærke, men det kan jeg leve med. MEN nej, han skriger stadig, aldrig (siden han var helt lille baby) har han skreget så meget uden grund. Han kan skrige i 20 minutter uden pause og der er intet der hjælper, han kaster sig rundt på gulvet, vil op, vil ned, ved ikke hvad han vil. Vil have vand, ikke alligevel, slår til koppen, så jeg bliver plask våd. Vil have mad... den kom ikke hurtig nok og skålen med yoghurt ryger en tur på gulvet. Men sjovt nok er der ikke nogen problemer når jeg ikke er tilstede. Dumme unge, kæft jeg glæder mig til at få vores Jonathan tilbage, og det er nu også synd for ham han har været snottet så længe, indimellem er det godt nok lidt svært at finde medlidenheden frem, fx når han for 25 gang i løbet ad en nat har skreget. Han vågner smurt ind i snot og hans læber er helt revnede af at trække været gennem munden og han har haft udslæt i hele hoved af al det savl og snot.

Snot, snot og snot og et lille smil, trods snotten. De har været sjældne, i hvert fald når jeg er tilstede.

 

 

JEPPE ER BLEVET 4 ÅR det må vi jo ikke glemme her midt i al snotten. Vi har snakket meget om det der med at blive 4 år herhjemme og i Jeppes verden er det rigtig stort. Dels er det nok fordi det er første gang han har sprog nok til at snakke om fødselsdagen og kunne forstå hvad sådan noget fødselsdag er. Han har glædet sig rigtig meget for han ville også være en stor dreng, ligesom hans bedste ven Magnus. Herhjemme (sikkert som i en million andre hjem) vækker vi fødselsdagsbarnet med sang og morgenmad, og vi var rimelig spændte på Jeppe reaktion, da han sidste år stak i et skrig og absolut ikke ville op da vi vækkede ham. Han blev bare så ked af det og det ville vi jo ikke udsætte ham for igen. Så jeg havde spurgt ham et utal af gange om han ville have det, samt forklaret han hvad der skulle ske. Han var frisk, der skulle bare synges. Så kom næste udfordring, at stå op og gøre morgenmaden klar uden at Jeppe vågnede. Han havde i løbet af natten sneget sig ud i vores seng og lå nu i fodenden og blokeret indgangen til vores seng (den er indrammet af tremmesenge og væg) samtidig lå Jonathan og Klara også i vores seng. Så uden at vække Jeppe, skulle vi 4 mennesker ud af sengen og henover ham. Det lykkedes på forunderligste vis. Næste udfordring var så at gøre morgenmaden klar uden at larme... den var Nanna med på, men prøv lige at forklare det til J og K. Det lykkedes heller ikke, så pludselig står Jeppe i stuen med det største smil og siger HEJ. Jeg får hurtigt sendt ham ud i seng igen og forklare vi jo skal synge for ham, fint med ham og ud i seng igen. I skønsang vi drager af sted til soveværelset og får "vækket" knægten. Han er pavestolt og nyder opmærksomheden. 

 

 



 

Jeg har en slags tradition, hvor jeg forsøger at få et fødselsdagsbilled af fødselaren med et flag, sidste år nægtede Jeppe helt og aldeles at holde et flag, men i år gjorde han det uden problemer og endda iført gaven fra storesøster, som han var rigtig glad for.

Vi får kun pålægschokolade når nogen har fødselsdag. Det kan Klara godt lide og fandt hurtig ud af hvor det kom fra, peger hen mod det og siger ME ME ME ME ME, som vi tolker som mere chokolade

Da Jeppe jo har fødselsdag 1. maj, har han altid fri på sin fødselsdag og derfor kan vi holde fødselsdag for familien på denne dag. Så kl. 14 kom der gæster (dog hjemme hos mormor og morfar, da det var for koldt til at være ude og vi har ikke plads nok) endnu flere gaver blev pakket op, kage, burger og pølser blev guffet og der blev leget til den helt store guldmedalje i haven.

Tak for alle gaverne til Jeppe, han havde en rigtig god dag.

Jeppes kage, som i dagen anledning IKKE var lagkage, da knægten ikke kan lide det

Jeppe med sin nye Nintendo

Weekenden har budt på skønt vejr, så søndag var vi haven og nyde vejret. Vi tændte op i grillen og bagte snobrød og om aftenen grillede vi og spiste ude. Det lyder meget idyllisk hvis det ikke lige var fordi de to store møgunger havde valgt søndagen til at afprøve alle deres bandeord, samt teste vores tålmodighed til det yderste. Klara syntes heller ikke hun skulle sove ret meget middagslur, så da vi nærmede os spisetid var hun bare træt og faldt i søvn under maden.

En meget træt Klara, som faldt i søvn under maden siddende i sin stol

Jubii vi spiser ude

Snobrødsbagning, en spejder ville nok ryste på hoved over at vi laver snobrød i grillen på kul, men det er altså nemmest.

 

Klara var vågen da vi lavede snobrød, så hun skulle da også have.

 

Klara leger kanin

Mine små have hjælpere

Hun bliver bare frækkere og frækkere

Der bliver prøvet solbriller

 

Søde piger klar til Janes fødselsdag. Nanna havde bestilt at de skulle have ens tøj på, så det fik de. Jeppe og Jonathan er også ens, men Jonathan ville ikke ned af min arm og fotograferes

KYS