Gravid m. Nanna

Forøgelsen af vores familie med lille Nanna var ganske planlagt, og mor blev da også hurtigt gravid. Dog gik det i første omgang ikke helt som forventet, da det desværre endte med en abort. Men vi gav ikke op og forsøgte igen og kort tid efter var lille Nanna på vej.

Mor og far skulle en forlænget weekend til Madrid og det var her vi fik på fornemmelsen at Nanna måske var på vej. Dagen inden afgang tog mor en graviditetstest og den var meget svag positiv, så der var glade dage, dog turde vi ikke håbe for meget, da du kunne skyldes der stadig var hormoner i kroppen fra sidste graviditet. Nå men af sted til Madrid, hvor vi prøvede at hygge os uden at tænke for meget på babyer. Dagen efter vi kom hjem skulle mysteriet opklares og endnu en test blev taget. Der var ingen tvivl, Nanna var på vej.

Pga. den tidligere abort var det ikke muligt at beregne terminen, da mor ikke havde nogen "sidste-menstruations-første-dag" og vi blev derfor rimelig tidlig i forløbet tilbudt en scanning på Herlev Hospital for at fastsatte terminsdatoen. Det var med bankende hjerte at vi tog af sted til scanningen, vi var jo noget nervøse for om det skulle gå galt igen. Til scanningen startede de med at scanne udvendigt, men uden resultat. Så scannede de indvendigt og igen uden resultat, "nå!" tænkte vi "så er det nok gået galt igen" og vi var selvfølgelig meget kede af det. Det var en elev der scannede og da jordemoderen lige tog over til sidst bare lige for at vise hvordan man gør, udbryde hun pludselig "der en den" og spørg om vi kan se hjertet og sørme så om der ikke lå en lillebitte spirer med et bankende hjerte. Så var alt jo fryd og gammen. Terminen blev sat til d. 9. november og vi gik glade hjem.

De næste par uger gik med Træthed, meget træthed, kvalme, opkast, madlede og en mor der konstant var på toilettet for at tjekke om alt var ok. Vi nåede frem til 13. uge og så skulle vi scannes igen.Denne gang var det nakkefoldsscanning. Den afgørende scanning, der viste om det bette pus havde overlevet de kritiske 12 uger. Igen var vi meget nervøse, hvilket vi også fortalte damen der scannede. Hun var rigtig sød og skyndte sig at kigge efter hjerteslag og sagde inden vi selv nåede at se det, at der var fint liv derinde. Så kunne vi puste ud og nyde synet af lille Nanna. Bebsen ville ikke ligge rigtig, så mor blev scannet omkring ½ time og måtte bevæge sig meget rundt på briksen, og op og gå for at få den lille til at ligge rigtig så nakkefolden kunne måles. Målt blev den og risikoen for downs syndrom var 1:23.000. Vi kunne se fingrer, ben og arme og der var masser af bevægelse. Terminen blev nu sat til d. 3. november.

Efter 13. uge begyndte kvalmen og trætheden så småt at foretage sig og mor kunne begynde at fungere normalt uden at skulle sove middagslur fra 14-16 og i seng kl. 22. Nyheden kunne nu også blive spredt for der var stor sandsynlighed for at bebsen blev derinde. Maven begyndte også at vokse stødt og snart kunne alle se at Nanna var på vej. I 17. uge begyndte mor at mærke de første spæde tegn på liv, der kom små forsigtige spark om aftenen når hun lå i sengen. Dog havde mor mærket noget i et stykke tid, men var ikke sikker på om det var spark, men nu var der ingen tvivl, dette mærkes som spark, som små stød på indersiden af maven. i 18. uge besluttede vi at købe en brugt barnevogn. Vi ville egentlig have ventet til efter 20. uge, men tilbuddet var så godt at vi ikke kunne afslå. I 20. uge kom sparkene hver dag når der blev slappet af. Små stød på indersiden af maven et af gangen med mellemrum og forskellige steder. Farmand kunne nu også mærke dem udenpå maven.

 

I 21. uge blev mor scannet igen, nu var det misdannelsesscanning. Vi skulle se om alt var som det skulle være med den lille i maven. Det var det heldigvis og hun voksede som hun skulle. Vi håbede også man kunne se kønnet, for vi var nysgerrige (mest mor) efter at se hvad der kom ud til os. Det var meget svært at sige kønnet, men hun gættede på en pige.

 

 

 

Løbende gennem hele graviditeten blev der taget billeder af maven en gang om ugen og vægt og mavens mål blev noteret. Det var ikke altid lige sjovt at skulle på vægten for den steg støt hver uge. Ikke voldsomt men steg gjorde den, til trods for at mor var forholdsvis aktiv.

Alt gik fint indtil 36. uge der kom der både vand i kroppen og halsbrand. Maven er nu også tung og besværlig og det er svært bøje sig forover uden at få sure opstød. Terminsdagen oprandt og ingen tegn på fødsel, mor var meget utålmodig og ville bare gerne snart føde. Babyen fyldte godt op i maven og det var svært bøje sig forover, fordi hun var i vejen. 10 dage over terminen var vi på Herlev for at tjekke at alt var OK med Nanna, det var det heldigvis, men stadig ingen tegn på fødsel. Dog gik slimproppen samme dag og det spændte i maven ved bevægelse, men ingen fødsel. 14 dage over termin var vi igen på Herlev til igangsættelsessamtale og tjek af bebsen. Alt så stadig fint ud og ingen tegn på fødsel. Samme eftermiddag ville hospitalet ringe og fortælle hvornår mor kunne blive sat i gang. Vi fik at vide at hvis vi var heldige blev det samme dag, men højst sandsynlig lørdag og allersenest søndag. Og søndag blev det selvfølgelig, så var moren godt frustreret og træt af at være gravid. Heldigvis nåede vi ikke til søndag før fødslen gik i gang.

 

 

Fødselsberetning

Lørdag d. 18/11 var jeg gået 15 dage over tid og var efterhånden så træt af at være gravid, at jeg sagde til Søren; hvis vi skal have flere børn, skal jeg have planlagt kejsersnit, for det her gider jeg ikke igen. Jeg havde først tid til igangsættelse dagen efter, dvs. 16 dage over tid.

 

Heldigvis skete der noget lørdag aften kl. 18.40 da vi sad og så fodbold (FCM-FCK). Det føltes som om jeg tissede i bukserne, men det var vandet der gik. Der kom kun en lille smule, til gengæld var det grønt og grumset. Jeg var i tvivl om det egentlig var vandet der var gået og ringede til fødegangen for at høre om jeg skulle komme ud på Herlev til et tjek. Det syntes de var en god ide. Farmand var ikke meget for at slippe kampen, men af sted til fødegangen kom vi. Vi ankom til fødegangen ca. kl. 19.15 og her fik jeg kørt en strimmel og blev undersøgt. Bebsen havde det heldigvis godt og umiddelbart så det ikke ud til at det var vandet der var gået, men lidt vand mellem hinderne. Kl. 19.40 begyndte jeg at få lidt veer, mens jeg fik kørt strimlen, dog ikke noget særligt.

 

Efter undersøgelsen sagde Jordemoder vi godt måtte tage hjem, men at vi også var velkomne til at blive. Og desuden ville min igangsættelse søndag blive forholdsvis hurtig, da jeg allerede var åben 3 cm, kunne det klares med vedrop. Vi valgte at tage hjem, da der ikke var nogen grund til at blive derude og glo, veer kan jo vare i mange timer og så ville jeg hellere være hjemme. Vi var hjemme igen ca. 20.10 og inden jeg nåede ret langt inden for døren var veerne blevet kraftige og kom meget hurtigt efter hinanden. Søren blev sendt ned for at aflevere film og imens var veerne taget voldsomt til og kom nærmest oveni hinanden. Jeg kunne ikke holde ud at være nogle steder. Søren tog lige den værste opvask, vi vidste jo ikke hvornår vi fik tid til det igen. Der var nok gået 15-20 min derhjemme og nu kunne jeg ikke holde det ud mere. Jeg kunne ikke forstå der ikke var pause mellem veerne, jeg havde jo hørt der skulle være pauser.

 

Så af sted til fødegangen igen, vi ringede ikke, kørte bare. Vi var tilbage på fødegangen ca. kl. 20.30, men da vi ikke havde ringet var der ingen jordemoder og hende skulle de lige kalde på først. Det føltes som en evighed før hun kom, for det gjorde så ondt og jeg gik hvileløs rundt på fødestuen. Inden jordemoderen kom, fik jeg et lavement og af sted på toilettet. Det var virkelig en lettelse, derved forsvandt nogle af smerterne i ryggen. Jordemoderen kom mens jeg var på toilettet og fordi jeg jamrede mig sådan over veerne kom hun ud til mig og hjalp mig ind på fødebriksen. Kl. 21.20 blev jeg undersøgt og var allerede 5 cm åben. Jeg fik så lattergas og akupunktur for smerterne og det tog toppen. Lattergassen stod Søren for, da jeg ikke havde kræfter til selv at holde masken og fjerne den igen efter veen. Så havde han også noget at lave.

 

Fordi jeg havde haft grønt fostervand skulle hjertelyden overvåges med en CTG måler, som sad fast på maven med en elastik. Jeg prøvede at komme ud på gulvet og stå og det lykkedes da også lidt, men jeg havde ingen kræfter i benene til at holde mig selv oppe og måtte op og ligge på fødebriksen igen. CTG målerne målte ikke optimalt, så Nanna skulle have en elektrode på hoved for at måle hjertelyden. På et tidspunkt var der ingen hjertelyd på maskinen, men jeg havde ingen kræfter til at panikke over at det kunne være tegn på noget dårligt. Hvis der var noget galt var der nogle der måtte fortælle mig hvad jeg skulle. Det var heldigvis bare noget med elektronikken.

 

Kl. 21.45 blev jeg undersøgt igen og var 9 cm åben og pressetrangen var så småt ved at indfinde sig og jeg måtte godt presse lidt med, men ikke presse helt, da Nanna ikke stod helt nede på bækkenet endnu. Da klokken begyndte at nærme sig midnat, sagde jordemoder at jeg nok ikke kom til at føde d. 18, men hun regnede med at jeg havde født inden for en time og nu måtte jeg godt presse med. Det var svært at vide hvordan jeg skulle presse og jordemoder ville have jeg selv skulle holde mine ben selv mens jeg pressede. Det var altså svært med min stive krop. Når jeg pressede kom aftensmaden også op i munden, så det var ret ubehageligt. Desuden var jeg ved at løbe tør for kræfter, så da hun sagde en time troede jeg aldrig jeg skulle klare det. Pludselig siger hun at inden for 3 presseveer er Nanna født, så kunne det nok være jeg kunne presse og bom så var hun ude i anden ve og i et hug.

 

Det lille pus kom op på maven og tyve hænder tørrede hende af. Hun havde skidt i det hun kom ud, så både mig og Nanna var smurt ind i lort. Hun lå så jeg slet ikke kunne se hende ordentligt, men farmand sagde hun så sød ud. Da hun var kommet ud med armen over hovedet havde hun revet nogle muskelfibre over i ringmusklen og jeg skulle syes. Der gik lang tid inden lægen der skulle sy kom og mine ben rystede sådan af at være i bøjlerne, så Nanna måtte over til far. Selve syningen tog også 1 time. Herefter kom en seng til mig og vi fik noget at spise. Efter nogle timer blev vi kørt op på barselsgangen på 16. etage hvor vi fik lidt søvn inden en ny dag startede som nybagte forældre.

Nannas mål Fødselsdato: 19.11.2006 Fødselstid: 00.41 Vægt: 3750 g Længde: 54 cm