Gravid m. Jeppe

Da foråret nærmede sig sin begyndelse i 2008 syntes vi det var ved at være tid til en familieforøgelsen, og igen denne gang blev mor hurtigt gravid og en positiv test var en realitet i april. Dog gik det i første omgang ikke helt som forventet, da det desværre endte med en abort igen denne gang i juni. Vi kender jo turen fra da Nanna var undervejs, så det var bare at komme videre og forsøge igen. I august  kunne vi endnu engang fremvise en positiv test og denne gang blev vidunderet siddende.

Mor havde tidligt i forløbet og inden udeblivelsen af menstruationen haft på fornemmelsen at Jeppe måske var på vej. Et par dage inden den egentlige test-dag, var graviditetstest da også svagt positiv, så der var glade dage, dog turde vi ikke håbe for meget, og ventede et par dage til mor var gået over tid og testede så igen, den var stadig god nok og far var nu heller ikke i tvivl.

Pga. to tidligere aborter i 12. uge blev vi  rimelig tidlig i forløbet (8.uge) henvist til en privatklinik hvor mor blev scannet. Det var med bankende hjerte at vi tog af sted til scanningen, vi var jo noget nervøse for om det skulle gå galt igen. Scanningen viste at der sørme lå en lillebitte spirer med et bankende hjerte inde i maven. Så var alt jo fryd og gammen. Terminen blev sat til d. 24. april og første milepæl var nået.

De næste par uger gik med Træthed, meget træthed, kvalme, madlede og en mor der prøvede at komme helskinnet gennem dagene. Denne graviditet har ikke budt på opkast, men masser af kvalme. Vi nåede frem til 13. uge og så skulle vi scannes igen.

Denne gang var det nakkefoldsscanning. Den afgørende scanning, der viste om det bette pus havde overlevet de kritiske 12 uger. Igen var vi meget nervøse, hvilket vi også fortalte damen der scannede. Hun var rigtig sød og skyndte sig at kigge efter hjerteslag og sagde inden vi selv nåede at se det, at der var fint liv derinde. Så kunne vi puste ud og nyde synet af lille Jeppe. Nakkefolden blev målt og risikoen for downs syndrom var 1:16642. Vi kunne se fingrer, ben og arme og der var masser af bevægelse. Terminen blev nu sat til d. 22. april.
Maven var allerede begyndt at vokse og gravid tøjet var fundet frem fra gemmerne allerede i 8. uge, så det var dejligt at nyheden nu kunne spredes og maven vises frem. Kvalmen og trætheden var der endnu og varede frem til ca. 20. uge. I 17. uge begyndte mor at mærke de første spæde tegn på liv, der kom små forsigtige spark om aftenen når hun lå i sengen. Dog havde mor mærket noget i et stykke tid, men var ikke sikker på om det var spark, men nu var der ingen tvivl, dette mærkes som spark, som små stød på indersiden af maven

 

 

I 21. uge blev mor scannet igen, nu var det misdannelsesscanning. Vi skulle se om alt var som det skulle være med den lille i maven. Det var det heldigvis og han voksede som han skulle. Vi håbede også man kunne se kønnet, for vi var nysgerrige efter at se hvad der kom ud til os. Vi havde begge på fornemmelsen det blev en dreng denne gang, men med alle de piger i familien var det ikke til at tro at det kunne lade sig gøre. Men sørme om der ikke gemte sig en lille fin dreng, der var ingen tvivl. 

Løbende gennem hele graviditeten blev der taget billeder af maven. En gang om ugen blev vægt og mavens mål også noteret. Vægten blev forsøgt holdt nede, da mor ikke ønskede at tage 22 kg på igen, som det var tilfældet med Nanna. Vægten steg dog støt hver uge, ikke voldsomt men steg gjorde den, til trods for at mor var forholdsvis aktiv og holdt igen med alt det usunde. Det endelige resultat blev +16 kg og det var acceptabelt.

Alt gik fint indtil 38. uge, dog var mor meget træt af at være gravid, da søde lille Nanna jo selvfølgelig skulle have opmærksomhed, tøjet skulle vasket, der skulle handles osv. med en enorm mave. Maven er nu også tung og besværlig og det er svært at bøje sig forover uden at få sure opstød. Derudover havde mor regelmæssige plukkeveer med 5 minutters mellemrum gennem hele dagen og der var mange der mente at fødslen stod for døren meget snart. Terminsdagen oprandt og ingen tegn på fødsel, mor var meget utålmodig og ville bare gerne snart føde. Babyen fyldte godt op i maven og det var svært bøje sig forover, fordi han var i vejen. Jeppe var da også efterhånden vurderet til at veje små 4 kg, så intet under der var trængt. 8 dage over terminen var vi på Herlev for at tjekke at alt var OK med Jeppe og at der stadig var fostervand, da der i sidst graviditet intet fostervand var tilbage ved fødslen. Jordemoderen kunne også konstatere at fødslen var nært forestående, da mor var 2-3 cm åen allerede, men de ville ringe til os 4 dage senere hvis der intet var sket. Hun løsnede hinder og vi gik hjem. Resten af dagen spændte det i maven ved plukveer.  Heldigvis nåede vi ikke til tirsdag før fødslen gik i gang.

 

Fødselsberetning

Onsdag d. 30/4 var jeg gået 8 dage over tid og var efterhånden meget træt af at være gravid, og mente ikke det kunne passe at jeg endnu engang skulle gå meget over tid. Denne dag skulle vi så på Herlev hospital til det første overtid tjek. Alt så fint ud med bebsen og jeg var på det tidspunkt et par cm åben, så JM mente jeg kunne føde når som helst. Hun løsnede hinder, tjekkede hjertelyd og mængden af fostervand og så kunne vi ellers tage hjem og vente til fødslen gik i gang eller jeg var gået 13 dage over, så ville de ringe og give mig en tid til igangsættelse. Om eftermiddagen skulle jeg til JM i min gruppe [jeg gik til gruppe jordemoder konsultationer med 8 andre], her begyndte jeg så småt at fornemmer at der var noget i gærde. Plukkeveerne var begyndt at nive og kom lidt oftere end sædvanlig. Det var dog ikke noget uudholdeligt og dagen gik da også på hæld uden baby.

Næste morgen [d. 1. maj]. vågnede jeg kl. 6 med begynde veer, men stadig ikke noget der var værd at tale om. Vejret var rigtig dejligt og vi tog alle ned til mine forældre for at nyde vejret i haven. I løbet af dagen tog veerne til i styrke og kæresten og jeg var flere gange ud og gå en tur for at få mere gang i veerne eller få vandet til at gå, men intet skete. Efter frokost skulle Nanna sove og vi pakkede hende i barnevognen og gik en tur. Nu var veerne ved at bide sig godt fast og jeg blev nødt til at støtte mig til barnevognen og holde pause når der kommer ve. Da Nanna sov, blev vi enige om lige at køre en tur til fødegangen og blive tjekket, da der nu var under 5 minutter mellem veerne og de varede ca. 1 minut. På fødeganen blev vi mødt af en jordemoder, der da ikke mente jeg var i fødsel, for det så ikke ud til at gøre særlig ondt. Det gjorde det dog, men ikke så ondt som min første fødsel, der startede med vandafgang og derefter ve-storm. Dette var mere efter bogen. Jeg blev dog tjekket og var ca. 5 cm åben og med hyppige veer. Da JM som sagt ikke mente jeg var i fødsel, blev vi sendt hjem. Vi blev enige om at tage hjem til os selv og hvile lidt, da det måtte ske i dag. Vi ringede til mine forældre og gav besked og sagde vi ville ringe sener og give besked om vi kom og spiste. Klokken var nu omkring 14.30.

Vel hjemme i lejligheden, prøvede jeg at slappe af på sofaen, mens veerne tog til, men det lykkedes ikke og jeg trippede lidt rundt i lejligheden, mens Søren sov. Jeg besluttede at tage et bad, et langt bad og det var skønt at stå under den varme bruser. Jeg stod der nok i 30 minutter og da jeg kom ud var klokken lidt i 16. Med megen besvær kom jeg i tøjet og begyndte så småt at føle pressetræng og så gik det stærkt. Kl. 16 ringer Søren til fødegangen og siger vi kommer NU. Søren løber ned og starter bilen, mens jeg kæmper mig ned af trappen. Vel inde i bilen drøner vi af sted til hospitalet, mig uden sele og halvt stående op i bilen, mens jeg forsøger ikke at presse, men det er virkelig svært. Det føles som om baby allerede er halvt ude. Der er nogle biler undervejs der for hornet, så de kan flytte sig. Da vi når skadestuen, bliver jeg proppet i en kørestol og Søren løber med mig i kørestolen hen til elevatoren og videre til fødegangen.
Vi ankommer til fødegangen 16.10 og JM står klar og vi løber ned til fødestuen. Søren går på toilettet og JM hjælper mig af med tøjet og op på briksen for at undersøge mig. Hun meddeler straks at jeg bare presser til når næsten ve kommer. Det gør jeg så og hovedet kommer halvt ud, men Søren er der ikke, så JM spørger efter ham og han kommer straks ud af toilettet og når lige at se at jeg presser endnu en gang og Jeppe er ude. Født 5 minutter efter ankomst til hospitalet. Kort efter ringer vi til mine forældre og siger vi ikke kommer og spiser og at jeg har født. De blev noget overraskede.

Jeppes mål Fødselsdato: 01.05.2009 Fødselstid: 16.15 Vægt: 3964 g Længde: 52 (55) cm