Gravid m. Tvillingerne

Så er vi sørme på den igen. Familien skal forøges med endnu et medlem. Tirsdag den 1. marts havde jeg mistanke om at jeg var gravid igen, men fornuften sagde mig at nu var jeg meget tæt på de 30 år, så det kunne da ikke gå så nemt. Så bare lige for at få tankerne hen på noget andet og udelukke graviditet, købte jeg en test, som sikkert viste negativ og så kunne jeg komme videre.... Men nej, to fine lyserøde streger kom frem næste med det samme.. puha det var jo ikke det jeg havde regnet med, men så var der jo en grund til jeg havde været så træt det sidste stykke tid.

 

 

Der gik dårlig nok en uge efter jeg fandt ud af at jeg var gravid før brystspændinger, mere træthed og især kvalmen meldte sig. Kvalmen og træthed blev over de næste par uger værre og det har været en kamp at komme gennem dagene. Al mad lugtede, men samtidig skulle jeg spise for ikke at få kvalme, dårlig kombination. Nogle deciderede mærkelige madvaner har jeg ikke haft, ikke andet end at ting jeg normalt holder af, som the chokolade, kød og løg, blev fuldstændig umuligt at få indenbords. Heldigvis kastede jeg ikke op, har kun gjort det nogle få gange.
 

I uge 8 var det tid til det obligatoriske lægebesøg og vandrejournalen var i hus. Jeg forsøgte at overtale lægen til at henvise mig til tidlig scanning, da jeg tidligere har aborteret 2 gange i 12. uge. Det mente hun dog ikke var nødvendigt, da vi alligevel hverken kunne fra eller til. I stedet besluttede vi selv at betale for en tidlig scanning hos scanningsjordemoderen et par dage efter. Til denne scanning fik vi det største chok.... Idet scanningsdamen sætter scannerdimsen på min mave, ser det anderledes ud end jeg huske fra de andre graviditeter... da der var to huler. Hverken Søren eller jeg sagde noget eller turde kigge på hinanden, vi havde jo nok godt gættet på hvad det betød.... Jeg lå bare i hvad der føltes som en evighed og ventede på hun skulle komme med en god forklaring på dette fænomen, men nej, det første hun siger er: "Jeg skulle lige se om der var liv i dem BEGGE, inden jeg ville kommentere på det".... Lang pause, pis tænkte jeg bare, det er bare løgn, jeg vidste virkelig ikke om jeg skulle græde eller grine. Det er da fantastisk at vi har produceret 2 mirakler på en gang, men for fanden 4 børn - 4 BØRN. Det er bare mange. Søren sagde bare " Jeg vidste det bare, jeg vidste det". På vej hjem i bilen blev der ikke sagt så meget, men forbi paradis og købe en kæmpe is, det blev vi altså nød til, det måtte være fortjent oven på det chok. Søren sagde at jeg de næste par dage blev ved med at gentage "jeg bliver jo enorm - jeg bliver stor som et hus". Jeg huske det ikke selv, var lidt i chok. Det var en fredag jeg blev scannet og jeg tror jeg brugte hvert et ledigt øjeblik i weekenden på at søge information om tvillinger, nok mest for at berolige mig selv.


 

Efter nogle uger begyndte det efterhånden at være svært at skjule den hurtigt voksende mave og i påsken fik vi fortalt det til familien, da jeg alligevel ikke kunne skjule det 4 uger endnu (til nf-scanningen). Reaktionerne var blandede, men ganske sjove. Nogle havde ondt af os, andre syntes det var fantastisk og utrolig spændende. Selv tror jeg ikke helt vi var noget til det stadie hvor det var spændende, men stadig var lidt i chok. Alt det vi havde regnet med en nr. tre, holdt nu slet ikke stik. Nu havde vi jo ikke alt udstyret, men skulle anskaffe alt. Bilen er ikke stor nok til hele familien og vores hus er kun på små 90 kvm, med to værelser. Jeg tror vi valgte lidt ikke at tænke på det, især mig selv, da jeg stadig var plaget af kvalme og træthed og jeg kun orkede det mest nødvendige i løbet af dagen... passe børnene, gå på arbejde, spise og sove.
 

Efter påske syntes vi stadig der var meget lang tid til NF-scanningen og scanningsdamen havde sagt at der var chance for at den ene tvilling kunne gå til og ikke blive til noget. Vi ville gerne fortælle det til arbejde og venner, da maven jo stadig voksede godt. Jeg hørte om en scanningsklinik i København, hvor man bare kunne komme forbi og ikke skulle bestille tid og så kostede det kun 200 kr. Så i en frokostpause på arbejdet hoppede jeg op på cyklen og af sted til scanning.... Der var stadig to og de var endda lidt større end forventet og alt så ud som det skulle. Nu kunne rygtet spredes og de stramme bluser findes frem. Det var alligevel befriende.


 

Fra sidste scanning og 3 uger frem til NF-scanningen, havde jeg nok en forventning om at kvalmen ville begynde at aftage, det skete dog ikke helt. Måske en smule da jeg kom ind i 13. uge, dog er trætheden aftaget lidt og jeg behøver nu ikke gå i seng kl 21.00, men kan holde mig oppe til kl 22.00. Mandag d. 16. maj oprandt dagen endelig hvor jeg skulle til den afgørende NF-scanning. Jeg var egentlig ikke nervøs, da jeg jo næsten lige var blevet scannet, men man kan vel ikke lade være at bekymre sig lidt. Nu var jeg ved at have vænnet mig til tanke om at der var to og var begyndt at glæde mig, så det ville jo være sørgeligt at den ene var gået til. Men NF-gik fint, dog nåede Søren ikke det store show, da de pludselig var en halv time foran. Det er jo sådan at man skal møde til blodprøve en senest en time før og så sidde og vente en time til man skal scannes. Vi havde så bare aftalt Søren skulle komme kl 11 til scanning. Men 10.30 blev jeg højst overraskende kaldt ind og jeg måtte i al hastværk ringe til Søren og sige KOM NU. Damen der scannede var sød og prøvede at trække tiden, men der var en anden der skulle bruge stuen og jeg måtte ud. Hun lovede dog at når Søren kom og der var ledigt, ville hun lige scanne igen så han også kunne se. Så da Søren kom blev der lige lavet ekstra nummer for hans skyld. Risiko tallene hed 1:5109 og 1:5244, så ingen risiko for Downs syndrom og hun kunne samtidig sige at det med sikkerhed var tveæggede tvillinger.

 

De første 3 måneder var nu vel overstået og sandsynligheden for at graviditeten bliver fuldført stor. Ligeledes plejer de 3. måneder jo at være afslutningen på kvalme og træthed... men det var ikke tilfældet her. Jeg måtte lige kæmpe mig igennem et par uger mere, men det gik langsomt bedre og jeg kunne nu holde mig vågen helt til kl. 21.30 istedet for 20.30. Maven kunne bestemt heller ikke længere skjules og maven var da også et par cm større end da jeg var gravid med Jeppe.

Når man er gravid med tvillinger bliver der holdt ekstra øje, ikke med mig, men med de små i maven og allerede 14 dage efter NF-scanningen (16.uge), skulle jeg scannes igen. Denne gang var det for at tjekke vægten på de små og for at få et start punkt for alle de efterfølgende vægt scanninger som jeg skal have lavet. Scanningen gik fint, de små var lige store og lå inden for normal området, så alle var tilfredse. Denne scanning var også her vi kunne få kønnene at vide, men vi var blevet enige om (læs: jeg har bestemt) ikke at vide det og blive overrasket ved fødslen. Så da damen spurgte skyndte jeg mig at sige at vi ikke ville vide det, men kunne så ikke lade være at kigge om jeg selv kunne få øje på noget. Søren mener det er snyd og at vi så ligeså godt kan få det at vide, men der er jeg ikke enig, man må gerne gætte, for det er jo overhovedet ikke sikkert og vil stadig være spændende om vi har set rigtigt.

De efterfølgende uger fik jeg utrolig ondt i bækkenet... og tæntke, puha det bliver en lang graviditet, hvis det sådan her det skal være. Samtidig voksede min mave lige et ordentlig ryk hen over 14 dage og derefter gik smerterne ligesom i sig selv igen og kommer nu kun hvis jeg har stået for meget op, lavet for meget havearbejder osv. Så ikke dårligt at være forskånet indtil videre for dette smertehelvede. Jeg har nu heller ikke haft problemer med bækkenet før, så har læst mig til at sandsynligheden derfor heller ikke er større ved en tvillingegraviditet. Kvalmen og trætheden er nu helt ovre og jeg føler jeg har fået mit liv tilbage og har overskud til madlavning, at lege med ungerne og lignede. Derudover er jeg så småt begyndt at mærke de små sparke, jeg kender jo følelsen fra tidligere, så er ikke i tvivl om at det er små spark jeg mærker. Tidspunktet er det samme som med de 2 andre børn, nemlig 17. uge. I 20. uge var det også så småt muligt for Søren at mærke det uden på maven, selvom de ikke er meget for at sparke når han ligger hånden på maven.
 

1. jordemoder besøg er også overstået, skulle vente helt til 18. uge før dette fandt sted og var som de andre gange skuffende, kun samtale, en masse brochure og papirer der skulle udfyldes. Jeg kan ikke forstå at det kan tage så meget af deres tid lige at sætte doptonen på maven og lytte efter hjertelyd. Jordemoderen jeg var hos, var ikke engang klar over jeg ventede tvillinger. Dog fik jeg det ud af besøget at jeg fremover skal gå til jordemoder i på Glostrup hospital i en tvillinge gruppe og med en jordemoder der har god erfaring med tvillingegraviditeter, så det er faktisk ret fedt.

20. uge er runder og gennemscanningen skulle finde sted. Vi havde tid kl. 8 og til trods for vi var de første der skulle til, lykkedes det dem at være 20 minutter forsinket. Det er godt nok imponerende... Nå men vi kom ind til samme scanningsdame som vi var hos til NF-scanningen og hun kunne konstatere at jeg da var vokset godt om maven og ja det må man sige jeg er. Bebserne var igen som de skulle være, ingen synlige fejl og mangler og størrelsen var fint gennemsnitlige og lige store. Kønnet for blev endnu engang en hemmelighed, selvom jeg var meget nysgerrig.

Med nyheden om tvillinger, kom jo også lige en lang indkøbsliste med udstyr. Alt det vi troede vi havde til barn nr. 3, skal vi jo nu ud og have fat i. Indtil videre er klapvogn og barnevogn i hus, begge købt brugt til favorable priser. Barnevognen er en fin brugt oddervogn med skillerum, ekstra hjul og det hele. Klapvognen en Teutonia, købt af en kollega, til yderst billig pris. Derudover, har vi nu to senge, en kravlegård, to voksiposer og to lifte. Så af store køb mangler vi en autostol og en enorm ammepude.

På den allersidste feriedag var vi endnu engang afsted til scanning. Da vi havde ferie, var børnene jo hjemme, så de måtte med til scanning. Det klarede de ganske flot og sad helt stille hos Søren under hele scanningen. Jeg var lidt nervøs for om min livmoderhals var afkortet, da jeg havde en del tyngdefornemmelse og i ferien ikke havde haft de samme muligheder for at sidde stille i længere tid af gangen, som jeg jo har på arbejdet. 

Så har jeg været til endnu en kontrol scanning, det må efterhånden være scanning nr. 7. Formålet med alle disse scanninger er først og fremmest at tjekke om tvillingerne vokser som de skal, da der med tvillinger er risiko for at væksten kan gå i stå på enten begge eller den ene tvilling. Derudover tjekker de længden på min livmoderhals, da der er ekstra  pres på og en afkortet livmoderhals hænger tit sammen med for tidlig fødsel. Det kan dog afhjælpes hvis det opdages i tide og man ligger sig ned og bliver liggende indtil det optimale fødselstidspunkt nærmer sig.
 

Til denne scanning så alt igen fint ud hos tvillingerne. De vejede henholdsvis 1100 g og 1010 g, hvilket er meget gennemsnitlig. Desuden ligger den ene tvilling med hoved nedad og der håber vi den bliver liggende indtil fødslen, så jeg kan føde normalt. Dog havde begge tvillinger for meget fostervand, hvilket kan betyde alt muligt forskelligt, men jordemoderen mente ikke der var grund til bekymring. Jeg skal dog til en ekstra scanning igen om en uge for at se om det har udlignet sig.

Til næste scanning var der status que, stadig for meget fostervand, men da der ikke var kommet mere stopper de med at holde øje med det. Tvillingernes vækst var også fin, de er nu oppe på ca. 1300 g.
 

31+0 fylde uger er nu nået og tvillingernes størrelse skal igen vurderes, denne gang vejer de henholdsvis 1640 g (tvilling 1) og 1610 g (tvilling 2). Vægten ligger ca. 9 % under gns. vægten for enkelt børn i samme uge. Det er ganske udmærket når det er tvillinger. Derudover følges de godt ad og den ene tvilling "stjæler" ikke al maden og begge moderkager fungerer fint.
 

I 34. uge var jeg til den sidste tilvækstscanning inden igangsættelsesscanningen. Tvilling 1 stod nu så langt nede i bækkenet at det var noget nær umuligt at få et ordentlig billede af omkredsen på hoved, men efter MEGET lang tid lykkedes det og tvillingerne har nu følgende vægtskøn: Tvilling 1, 2350 g, ca. 4% under gns. vægten for enkelt-barn og med hoved nedad. Tvilling 2, 2060 g, ca 9% under normalen og liggende på tværs. En vægt på ned til 20% under normalen er acceptabelt for tvillinger. Derefter var det op til svangre ambulatoriet til lægesamtale. Lægen var dog kaldt til akut kejsersnit, så jeg måtte pænt vendte på en afløser. Da hun endelig kom, havde hun intet at sige udover at hvis jeg gik i fødsel nu, så fik jeg lov at føde uden at de ville give lungemodner, da babyernes organer nu var fuldt udviklet.
 

I 36. uge var jeg igen til jordemoder, endnu en af disse egentlig ligegyldige besøg, men det kan jeg jo glæde mig over for det betyder at alt er som det skal være. Jeg havde jo egentlig håbet at hun ville sige jeg skulle sættes i gang nu med det samme eller i hvert fald give mig en dato for igangsættelse, men det var nok bare et naivt håb, da jeg ikke gad være gravid mere. Hun mente dog ikke at jeg nåede flere besøg hos hende, men vi kunne da godt lige aftale en tid alligevel (den nye tid var d. 31.10, dagen hvor jeg fødte). Så lige en tur på briksen, til måling af SF-mål, som var 49 cm, til sammenligning var det henholdsvis 33 og 36 cm med Nanna og Jeppe.
 

Så var det ellers bare at gå hjem og afvente en fødsel eller igangsættelse. Resten af tiden talte jeg dage og forsøgte at få lavet lidt i hjemmet. Mit forsøg på at få styr på børnenes værelse, endte lige med en 24-timers indlæggelse pga stød. Jeg fik strøm igennem kroppen nogle få sekunder og var nede og ligge, da jeg var en tur på fødegangen og få tjekket børnenes hjertelyd 3 gange, samt overvågning af mit eget hjerte over en periode på 24 timer. Alt var OK og næste dag kom jeg hjem. Dog havde jeg fået en 3.grads forbrænding på venstre tommelfinger der var strømmen var gået ind. Såret krævede at fingeren var pakket ind i plastik i små 3 uger, men billigt sluppet, så jeg brokker mig ikke.

Her er det sidste billed af min enorme mave med strækmærker. Billedet er taget 36+2, så en uge før jeg fødte.
 

 

 

Fødselsberetning

 

Mandag d. 31. oktober 2011 var jeg til jordemoder kl 13, efter den sædvanlige snak om hvordan jeg har det, spurgte hun om hun skulle forsøge med en hindeløsning eller i hvert fald mærke efter hvor moden jeg var. Det sagde jeg ikke nej til, det kunne jo være fedt hvis det satte gang i noget. Da jeg var gravid med Jeppe, fødte jeg dagen efter hindeløsning. Hun meddelte at jeg allerede var 5-6 cm åben, så hvis hun lavede hindeløsning ville vandet gå og det var hun ikke interesseret i på sit kontor. Det var en lidt overraskende oplysning at vide at her går jeg og er næsten i fødsel uden en eneste ve. Jeg kunne nu bare gå hjem og vente, for der ville ske noget meget snart. Jeg regnede/håbede på der ville ske noget en af de næste par dage, så planen var at jeg lige ville få det sidste arbejde af vejen om aftenen, så det var ude af verdenen.

Samme aften kl 19.15 gik vandet så i en stor skylle mens jegvar ved at hjælpe Jeppe med noget. Jeg fik lige fremstammet øjeblik Jeppe, mor skal lige på toilettet uden han opdagede at noget var galt. Jeg fik visket det til Søren og blev så siddende på stolen, hvorved resten af vandet blev hvor det var. De to store blev hurtig puttet skrev en sms til min mor om at vandet var gået og hun godt kunne holde sig klar.

Kl 19.30 ringede jeg til fødegangen og sagde det som det var og at der så småt var veer og vi kom så hurtigt som muligt. Min mor blev ringet op og beordret afgang med det samme og 10 min senere var hun der. Veerne var nu godt igang, bilen kørt i stilling og jeg trissede rundt udenfor og ventede for det her kom til at gå stærkt.Afsted til fødegangen kom vi og ved ankomst havde pressetrangen så småt meldt sin ankomst, så jeg blev undersøgt og var nu 8 cm åben, så endnu ikke helt klar til at presse. Jordemoderen forlod stuen og for at hente hele mandskabet og udstyret som skulle deltage i fødslen. Der herskede en smule kaos, da tvillingerne skulle have målt hjertelyd. Der kom en elektrode på tvilling A hove og CTG måler udenpå maven til på tvilling B. På ca. 20 min åbnede jeg mig det sidste og måtte presse og det var ikke et minut for sent, da hjertelyden på dem begge var påvirket, især tvilling B, som skulle ud tilsidst. Jeg blev bedt om at presse til, så de kunne komme ud. Tvilling A kom ud på to veer kl 20.22 og blev straks taget væk, vi nåede ikke engang at se kønnet eller klippe navlesnoren, men nu skulle B altså ud i en fart. Der blev straks prikket hul på fosterhinden og vandet kom i en stor skulle og flere hænder på min mave skulle holde babyen fast med numsen nedad, så den ikke smuttede om på tværs, nu hvor der var god plads. Straks vandet var taget kom presseveerne og så skulle der arbejdes, tvilling B skulle ud NU. Jeg tror jeg brugte 3 pres, både med og uden ve og 4 min efter tvilling A - kl 20.26 - var tvilling B ført med numsen først. Det føltes som ret meget snyd at man lige når at være smertefri 1 minut efter at have født en baby og så skal man satme til det engagn til. Heller ikke denne gang fik vi lov at få baby på maven eller klippe navlesnoren, da tvilling B havde en apgarscore var 1.

 

Tvilling B, som vi fik at vide var en pige, blev derfor behandlet med det samme med for at få gang i hende. Efter 5 min var alt som det skulle være og apgarscoren var 10, men da navlesnoren have været klemt lidt under fødslen og den medfødte madpakke brugt op og hun samtidig var blevet lidt kold, knirkede hun en del og skulle hurtigt over hos mig og ligge hud mod hud under en varmelampe. 

Nu var der endelig ro på, moderkagerne var født, jeg skulle IKKE syes og min blødning var minimal. Så nu var det bare at få kigget på og nyde vores børn, og ikke mindst tjekke kønnet - En dreng (Jonathan) og en pige (Klara). Pga. det med navlesnoren skulle Klara have MME de første 24 timer, men havde det ellers godt. Jonathan har ligget med hoved ned og fast i 3 måneder så han var hel blå/rød, hævet og skæv i hoved, men ellers sund og rask. Da Klaras vejrtrækning var normal blev børnene målt og vejet og jeg skulle op og gå rundt før vi fik lov at komme videre til barselsgangen.

Jonathans mål Fødselsdato: 31.10.2011 Fødselstid: 20.22 Vægt: 3364 g Længde: 50 cm

Klaras mål Fødselsdato: 31.10.2011 Fødselstid: 20.26 Vægt: 3094 g Længde: 49 cm